Aspirer altid før injektion (dvs. træk forsigtigt stemplet) for at sikre korrekt placering af nålen. Ved injektion i arterier, vener eller hjertet skal blod ses, når man aspirerer, men aldrig når det injiceres i andre administrationsveje.

Peroral administration

Peroral (PO, p.o. eller per os) administration kaldes ofte "gavage" (tvangsfodring). Et stof
injiceres ind i maven via en sonde. Absorptionen er langsom og langvarig sammenlignet med de andre veje beskrevet nedenfor, dvs. en mærkbar effekt kan forekomme inden for 20 minutter og vare i flere timer.

Absorptionen kan være ufuldstændig, og levermetabolisme kan gøre det absorberede
lægemiddel ineffektivt ("first pass-effekt"). Når dyr og teknikere er vant til proceduren, er
peroral administration ikke-skadelig og kan gentages i det uendelige, hvilket gør det til en god teknik i forsøg med langvarig gentagen administration.

Intradermal injektion

Intradermal (ID eller i.d.) injektion er injektion af et stof i dermis, det øverste lag af huden. Teknikken bruges fx til hudtest af allergener og til tatovering. Det er ikke nyttigt til systemisk administration af et lægemiddel, da lægemidlet kun meget langsomt kommer ind i den systemiske kredsløb, og kun meget små mængder kan administreres.

Subkutan injektion

Subkutan (SC eller s.c.) injektion er injektion af et stof i subcutis, laget af hud direkte under cutis, altså dermis og epidermis. Subcutis hos gnavere er meget løsere end hos mennesker, hvilket tillader injektion af større volumener uden at forårsage ubehag for dyrene. Det bruges ofte i dyreforsøg til administration af systemiske lægemidler og væsker på grund af den nemme administration. Et lægemiddel givet SC begynder at være effektivt efter et par minutter.

Intraperitoneal injektion

Intraperitoneal (IP eller i.p.) injektion er injektion af et stof i bughulen. Det bruges ofte i dyreforsøg til administration af systemiske lægemidler og væsker på grund af den lette administration, og fordi større mængder kan injiceres end ved subkutan injektion.

Det er en meget upræcis administrationsvej, da man aldrig kan være sikker på, hvor nålen faktisk går hen. Den kan ved et uheld injiceres i tarmene, blæren eller andre abdominale organer.

Desuden kan injektion tæt på portalvenerne resultere i first-pass netabolisme og dermed en meget uforudsigelig medicinbehandling. Et lægemiddel givet IP begynder at være effektivt efter et par minutter, hvis det gives korrekt ind i bughulen.

Intramuskulær injektion

Intramuskulær (IM eller i.m.) injektion er injektion af et stof direkte i en muskel. Det bruges sjældent til små dyr, som mus og rotter, da deres muskler er meget små og ikke tillader injektion af større mængder. Et lægemiddel givet IM begynder at være effektivt efter et par minutter.

Intravenøs injektion

Intravenøs (IV eller i.v.) injektion er injektion af et stof direkte i en vene. Sammenlignet med andre administrationsveje er den intravenøse vej en af de hurtigste måder at levere væsker og medicin til hele kroppen. Nogle lægemidler kan kun gives intravenøst - fx for at opnå en tilstrækkelig høj koncentration i blodet til at fremkalde bedøvelse. Et lægemiddel givet IV begynder at være effektivt efter ca. 10-30 sekunder.

(Course in Laboratory Animal Science, EU Function ABC, University of Copenhagen).